Frederik Mailund Lassen, der de seneste 5 sæsoner har kørt cykelløb for Horsens, skifter i år til talentudviklingsholdet – ”CK Aarhus Elite”. CK Aarhus Elite er relativt nyt hold med base i Aarhus, der tideligere har kørt under navnet ”Team Scaffco stilladser”.
"Det bliver da lidt mærkeligt ikke længere at skulle kører rundt i Horsens tøjet som jeg altid har gjort! Når det så er sagt, glæder jeg mig til at prøve noget nyt og jeg ser frem til min første sæson som seniorrytter." - udtaler Frederik.
”CK Aarhus Elite” har hidtil offentliggjort de tidligere kontinentalryttere Christian Jersild og Christian Elbæk – og kan nu supplere med yderligere 4 førsteårs seniorer – herunder Frederik.
Holdet fastholder sin målsætning om at have fokus på talentudvikling og med erhvervelsen af rytterne: Andreas Holm Gylling, Frederik Mailund Lassen, Thomas Edemann Jensen og August Mors Poulsen, som alle starter deres 2014-sæson i B-klassen, så har holdet sikret sig fire unge talenter, der alle vil arbejde hårdt for at få en god første seniorsæson.
Frederik Mailund Lassen har de seneste 2 år kørt på Horsens Juniorteam, og han sluttede i år sæsonen af ved at vinde løbet i Tønder. Frederik udtaler om sine forventninger til 2014-sæsonen:
”Mine personlige forventninger for den kommende sæson er, at opnå en række gode placeringer i B-klassen, og få den nødvendige træning og fart til at komme op i A-klassen. Jeg forventer at kunne bidrage positivt til holdet, og være med til at skabe gode resultater. Samtidig forventer jeg at kunne være godt med særligt i U23 løbene – og senere på sæsonen køre med om point i A-klassen.”